Når en af de ”store” bryllupsdage kan fejres, er der i Danmark tradition for, at en æresport placeres rundt om hoveddøren, hvor ægteparret bor.
Er der en indkørsel eller havegang kan der også være guirlander på begge sider af denne.
Enten en flagguirlande eller en granguirlande evt. pyntet med blomster. Læs alt om æresporte, traditionen bag og meget mere.
Det har i over hundrede år været tradition at sætte æresport, når der fejres sølvbryllup eller guldbryllup. I mange tilfælde gøres det også til diamant-, krondiamant-, jernbryllup osv. En lidt nyere tradition er, at vi nu også sætter æresport op til kobberbryllup. Dog kun en halv for at markere, at ægteparret er halvvejs til sølvbrylluppet.
Til kobberbrylluppet er æresporten altså kun på den ene side af døren, eller også er det en halv æresport i højden, så toppen af æresporten når til midt på døråbningen. Så skal ægteparret kravle ud under den, hvis de vil ud. Har du tænkt dig at drille ægteparret, der skal fejre kobberbryllup, på denne måde, er det en god idé at tjekke, hvad vej døren åbnes. For går døren udad, kan de jo ikke åbne den, hvis der står en æresport i halv højde.
Det er en god idé at fritte ægteparret lidt ud for at finde ud af, om de overhovedet har lyst til at have en æresport. Selvom det jo er en ”hemmelighed”, at I laver æresport til dem.
For det første, for at de ikke skal føle sig forpligtet til noget. Og for det andet, fordi det er et kæmpe arbejde, og hvis parret så har valgt ikke at være hjemme på deres bryllupsdag, så er det lidt spildt. Nogle ægtepar vælger nemlig at tage på ferie i stedet for at fejre dagen med en fest.
Hvis I ikke har mod på eller lyst til at lave en æresport, kan I købe eller leje skeletter, der kan pyntes. Eller du kan købe eller leje en fix og færdig en – endda med levering, opsætning og nedtagning, hvis du ønsker det.
Om morgenen på selve bryllupsdagen skal ægteparret vækkes – det gøres oftest ved 7-tiden. Det sker i nogle tilfælde ved at slå grydelåg sammen eller på anden måde lave rabalder. Når parret så åbner døren, så synger de fremmødte. Nogle gange er der dog kun morgensang, ingen rabalder. Og i nogle tilfælde er der også hornmusik.
Sangene er oftest I østen stiger solen op, Det er så yndigt at følges ad og kaffesangen (en sang der synges på Katinka, Katinka).
Bagefter ”inviteres” gæsterne ind på morgenkaffe og morgenmad – som gæsterne selv har sørget for at tage med, for ægteparret vidste jo ikke noget om, at de kom.
Herunder kan du læse de mest stillede spørgsmål om æresporte og svarene på dem.
Dørens bredde og højde skal måles for at finde de nøjagtige mål. Herefter laves der et skelet eller et stativ i den størrelse. Skelettet er oftest lavet af træ, jern eller glasfiber.
Skelettet eller stativet pyntes med grene – oftest gran – og blomster. Det kan du evt. gøre ved at beklæde det med hønsenet, som grene og blomster kan stikkes igennem. Eller ved at binde det fast med vindseltråd eller lignende. Det er en god idé at vente så længe som muligt med at pynte med friske, afskårne blomster eller at sætte fugtig køkkenrulle om stilkene og komme dem i en pose, så de kan holde sig friske.
Æresporten kan også pyntes med andre ting – f.eks. kogler, lyskæder, flag, buketter af neg osv.
Når æresporten er sat op, skal der også et skilt på æresporten – dog kun et halvt, når det er kobberbryllup – med ægteparrets navne og dato(er) samt årstallene for bryllup og bryllupsdagen. F.eks. Rikke og Steen, 20. marts 1998-2023 og evt. ’tillykke’ og/eller et hjerte eller to. skiltet er som regel skjold- eller hjerteformede og ofte i den farve, som brylluppet har – kobber, sølv og guld.
Skilte kan købes – som du kan se i udvalget herunder – men I kan også lave det selv af f.eks. krydsfiner eller en anden tynd plade.
Når du skal lave en æresport på tov, skal du bruge et tykt tov – eller et tyndt, der er dobbelt så langt som nødvendigt, der lægges dobbelt. Jo tykkere tov, des nemmere er det at arbejde med, og jo flottere bliver æresporten. Pynten bindes fast på tovet med vindselbånd eller lignende – gerne grønt, så det ikke ses så tydeligt.
Det er nemmest at lave en æresport på tov, hvis I er 2-3 personer om arbejdet. Den ene holder gran og pynt fast om rebet, mens en anden binder tråd om, og en evt. tredje sørger for en kontinuerlig tilstrømning af gran og pynt.
Når tovet er hængt op omkring døren, fæstnes skiltet.
Det er familie, venner og/eller naboer, der laver æresporten. Som regel aftenen inden, og så sættes den op om natten eller meget tidligt om morgenen, mens ægteparret angiveligt sover.
Dem, der har lavet æresporten, tager den som regel også ned igen. Så vanker der oftest frokost eller aftensmad fra ægteparret, når arbejdet er vel overstået. Dog i nogle tilfælde er det ægteparret selv, der fjerner æresporten.
Det er lidt forskelligt, hvor længe den står, men en uges tid er ikke ualmindeligt.
Æresporten placeres sædvanligvis ved hoveddøren til ægteparrets bolig. I nogle tilfælde – hvis den er flytbar – tages den også med og sættes op, dér hvor festen skal holdes.
Der skal bruges ca. 2 kg gran pr. løbende meter, uanset hvilket materiale stativet/skelettet er lavet af.
Der er ikke nogen regler for, hvilken type grene – heller ikke gran – der bruges til en æresport. Så i princippet kan du bruge hvad som helst. Men oftest er det nordmannsgran, rødgran, nobilis eller cypres, der bruges. Der pyntes så yderligere med blomster – selvfølgelig blomster, der har en betydning for ægteparret, eller som de blot holder meget af.
Oftest gemmer ægteparret skiltet på æresporten som et dejligt minde. Derfor er det også vigtigt, at det ser flot og professionelt ud. Den udfordring kan du løse ved at købe skiltet færdigt.
Find det skilt i udvalget herunder, der passer bedst til ægteparret. Klik dig ind på det, oplys navne, dato og årstal m.m., og køb det online i dag.